Page 17 - Bavnen 2021/1 Værløseegnens Historiske Forening

BAVNEN 17

EN ULDEN AFFÆRE
– en smagsprøve på historien om ulden

Af Conny Laustsen.
Det ældste europæiske tamfår kalder man mosefåret. Fundene viser, at
det var husdyr allerede i yngre stenalder - for mere end 8.000 år siden.
Det var et lille dyr - nærmest som en kat - og halen var lang.
Det var udbredt over det meste af Europa, og stammer antagelig fra den
asiatiske muflon, der nu bl.a. findes på Cypern og i Asien. Allerede fra
det gamle Babylon kender vi brugen af uld til tekstile formål. Her i
Danmark i hele den lange periode med selvforsyning, var kendskab til
uld-bearbejdning en nødvendighed for, at gårdens folk kunne få tøj på
kroppen og fx olmerdug til sengene.

Ulden var det mest brugte materiale til tekstil. Uld kræver ikke så megen
forarbejdning som hør, nælder, silke, humle, sisal, hamp, fattigmands-
silke, bomuld eller andre fibre. I modsætning til hør er uld nem at farve,
og nemmere at berede inden brug. Man brugte uld til møbelstoffer,
gulvtæpper og naturligvis strikkede og vævede ting til beklædning.

Egtvedpigens tøj var fremstillet af spælsau-uld; spælsaufåret er en meget
gammel race ligesom det islandske får. Vikingerne brugte uld til deres
skibssejl, mon nogen i dag tænker på, hvor megen uld, der skulle spindes
på en håndten for at udstyre en hel flåde med sejl? Nej vel, - men dengang
kunne man også have trælle til den slags arbejde.

De tre norner
Nornerne Urd, Skuld og Verdante er skæbnegudinder. De råder over den
vigtigste lov i nordboernes verden - nemlig skæbnen. Nornerne var til
stede, hver gang et menneske fødtes, og bestemte over det enkelte
menneskes livsforløb og længde ved at spinde livstråden af uld på en
håndten.
Nornerne var søstre, og det var deres opgave at spinde, måle og klippe
både menneskers og guders livstråd eller skæbnetråd, som det jo var. En
norne holdt helt bogstaveligt skæbnen i sin hånd, - et udtryk man
stadigvæk bruger.