Page 2 - Bavnen 2020/2 Værløseegnens Historiske Forening
P. 2

2                                                        BAVNEN

                Formandens klumme om en ganske særlig tid


                                                          Af Anne-Marie Bach
        Det er en ganske særlig tid. Coronasituationen betyder, at vi alle bruger
        mere  tid  indenfor  i  hjemmet  end  ellers.  Måske  har  du  en  have  eller
        mulighed  for  at  komme  ud  og  nyde  årstiden.  Det  er  vigtigt  at  holde
        kroppen i gang, også når du er derhjemme. Det lyder mærkeligt, men du
        kan blive mere aktiv ved at gøre de daglige gøremål lidt mere besværlige,
        som at gå flere gange frem og tilbage end det er nødvendigt.

        Mangel  på  kommunikation  og  menneskelig  kontakt  har  en  negativ
        konsekvens som fx ensomhed og mistrivsel, forhold der har indflydelse
        på det fysiske helbred. Nu føles kontakten med omverdenen vigtigere end
        nogensinde. Alt tæller, og det er måske især de små ting, der tæller i denne
        tid – og ingen må føle sig glemt eller isoleret i sit hjem.
        Men det er også en tid, der udfordrer os alle, og en tid, hvor vi skal finde
        ud af, hvordan vi kan være sammen hver for sig. Det kan godt blive
        ensomt, nu hvor vi alle og især ældre mennesker bliver bedt om at blive
        hjemme og begrænse besøg fra familie eller venner. Tiden med Corona
        gør  det  ekstra  svært  at  være  pårørende,  fordi  vi  skal  holde  afstand.
        Forståeligt savner mange selskab og nogen at tale med, og når du er vant
        til at være aktiv, gå til arrangementer, gymnastik, foreningsarbejde eller
        har børnebørn at underholde, er livet lidt mere stille, end du ønsker. Der
        er måder, hvorpå du kan hjælpe andre i dit netværk, i din familie eller
        omgangskreds. Brug telefonen, ring lidt mere end ellers, aflever eller send
        et brev til en, du kender, for at nævne nogle muligheder.

        Vi har valgt, at dette særnummer af Bavnen skal være helt specielt med
        lidt  ekstra  sider  til  dig  som  medlem,  for  at  give  dig  adspredelse  og
        mulighed for at fordybe dig i artiklerne, vi har udvalgt til dette nummer.
        Vi ønsker dig god læsning.


           Forsidebillede
           Under coronakrisen har vi været nødt til at ændre indkøbsvaner af
           hensyn til hinanden. Her sidder far og soler sig med barnevognen
           ved  legepladsen,  mens  mor  klarer  indkøbene  på  den  bil-  og
           mennesketomme Bymidte.               Foto: Niels Bødker Thomsen.
   1   2   3   4   5   6   7