Page 15 - Årsskrift 2021 fra Historisk Forening Værløse

De tre

Værløsemalere

Af Niels Bødker Thomsen

Kunstmalerne Hans Christian Martinus Knudsen, Rudolf Jacobsen og Edvard
Johannes Sarvig går under betegnelsen ”De tre Værløsemalere”. Hans Knudsen
blev født i 1865 niogtyve år før Rudolf (senere Rud) Jacobsen og Edward Sarvig,
der begge blev født i 1894. I deres fællesskab blev den meget ældre og anerkendte
Hans Knudsen naturligt en art læremester og mentor for de to yngre kunstnere.
Deres nære venskab, virke og åndsfællesskab kombineret med et stort talent har
medført, at de skiller sig ud med et fælles kunstnerisk særpræg og udtryk, som i dag
betegnes, ”Værløseskolen”. De tre kunstmalere boede i og omkring Kirke Værløse
og en stor del af deres værker skildrer med en naturalistisk tradition egnens åbne
land, natur og dens virkelighed. Her var i al beskedenhed tale om en lille
kunstnerkoloni, hvor de tre venner kunne påvirke og inspirere hinanden og forholde
sig til, hvad der skete i verden omkring dem. Sidstnævnte forhold har været vigtigt,
da der netop i perioden fra 1860 og ind i det tyvende århundrede skete utrolig meget
og ikke mindst, når det gælder udviklingen indenfor de forskellige kunstarter.
Malerkunsten brød med Guldalderens stil, og det nye ” Det moderne gennembrud”
blev det moderne, som så igen afløstes omkring 1920 af ”Modernismen” med
fremkomsten af de mange ismer inden for malerkunsten. De tre Værløsemalere blev
naturligvis påvirket af denne markante udvikling, men var bevidste om at fastholde
og videreføre traditionen for dansk natur og landsskabsmaleri sammen med mange
andre danske malere. Værløsemalerne var medvirkende til at fastholde en vigtig og
fornem tradition.
Følgende vil først og fremmest fokusere på de tre kunstneres malerier. For at kunne
gøre dette, er det nødvendigt at se på den samtid, de virkede i, og forsøge at beskrive
samtidens påvirkning på deres kunst. Enhver kunstner er uden undtagelse påvirket
af og er et produkt af den tid, kunstneren levede i. Her er det desuden godt at gøre
sig klart, at ethvert ærligt maleri er et indirekte selvportræt af den kunstner, som
har set og oplevet og skabt maleriet med oplevelsen som udgangspunkt. Enhver
kunstner har sit særpræg. Her er det nok også godt, når man betragter et maleri
ikke nødvendigvis at prøve på at forstå billedet, men forsøge at opleve kunstværket
og tilnærme sig kunstnerens oplevelse.

13