Page 55 - Årsskrift 1985 fra Historisk Forening Værløse

kun var et tyndt bræddegulv, lagt på uden for kontoret, og jeg ilede ud og
bjælker, og under neden var der rent ud spurgte en bleg, skælvende kvinde: »Faldt
sagt »pladder«, så det var ikke så mærke- De?« svarede hun: »Nej, men der kom en
ligt, at luften til tider var noget krydret, væmmelig stor rotte op af hullet ved siden
og lavt til loftet var der også, og om vinte- af trappen«, og jeg beroligede hende med,
ren kunne man ikke holde vinduerne at det var mine husdyr, at de gjorde in-
åbne. Ved vintermøderne. når fodkulden genting.
krøb længere og længere op ad benene - Men også rotterne måtte fortrække, og
drøftede man indgående, hvad man dog det var nu meget godt. Og egentlig kan
kunne gøre; men det endte altid med: jeg takke min første assistent, nu mange-
» Tja, men en dag må vi jo se at få konto- årig kommunesekretær Kai Larsen, Gille-
ret anbragt et andet sted, og så er det da leje, for det. Ikke at han på nogen måde
urimeligt at spendere penge på dette her«. forfulgte de små husdyr, nej, men når
og så frøs man videre ikke mindst sekre- man gik på gulvene, så gyngede det både
tæren, som sad der hele dagen og ofte om her og der, bI. a. lige inden indgangsdøren
aftenen. Da jeg klagede særlig stærkt, i forkontoret. En dag stod han og gyngede
vedtog sognerådet højtideligt, at der skul- på brædderne, og lige som jeg sagde: »Pas
le anskaffes et par lange støvler af lamme- dog på«, lød der et brag, og gulvbræd-
skind med ulden indad, og jeg fik også et derne brast. At Kai Larsen indrømmede,
par, syet af skomager Ingvard Nielsen, at det også var meningen, behøver jeg
som boede i det lille røde hus, hvor der nu næppe at oplyse; men det bevirkede da,
er antikvitetshandel. De varmede godt, at der blev lagt nye gulve, efter at der
gik helt op til maven; men elegante var de først var cementeret, og det kunne rot-
jo ikke. Den lokale befolkning tog det ro- terne ikke klare. Den dag gulvet i hoved-
ligt, når de så mig i den mundering; men kontoret blev brudt op, stod Kaj Larsen
noget andet var det, når der f. eks. kom og jeg vagt. Vi vidste, at der skulle ligge
»fine« folk fra København; de vidste ikke, en krone, om ikke rotterne havde taget
om de skulle græde eller grine. - Det var den. Kronen tilhørte dog ikke kommu-
desværre kun een vinter, jeg havde glæde nens kasse, men en dag afdøde gdr. Peter
af de støvler, for da jeg den næste vinter Olsen stod og skulle betale skat, rullede
tog dem fra en gammel »cikoriekasse«, en krone fra ham - hen over gulvet, under
der stod i et hjørne af forkontoret, havde en reol og forsvandt i et hul. Kronen lå
rotterne taget allammeulden, så der kun der skam; men da vi ville overrække Pe-
var det tynde skind tilbage. Ja, vist var ter Olsen mønten, sagde han med sit rare,
der rotter - under forkontorets gulv - og fine smil, »den kan I dele, men gå nu ikke
ulden har de utvivlsomt anvendt til deres på kro'n«. Det gjorde vi heller ikke.
reder. Når jeg den ene dag slog blikplader I begyndelsen kaldtes jeg »sogneråds-
over deres huller, kunne jeg være sikker sekretær«, dog var der nogle, som omtalte
på, at der var gnavet nye huller, når jeg mig som »skriveren på kontoret«. Således
kom den næste. For det meste holdt de sig een af de første dage, da jeg gik til konto-
dog i forkontoret I men en aften, hvor jeg ret og lige havde passeret en klynge
sad i stilhed med mit bogholderi, kom der mænd, hørte jeg en spørge: »Hvern er
pludselig 2-3 rotter susende ind til mig, han?«, og svaret lød: »Det er den nye
men da jeg stampede i gulvet og sagde: skriver på kontoret«. Senere blev jeg dog
»Kan I så komme ud l« forsvandt de lige kaldt »kornmunesekretær« - det lød lige-
så hurtigt. En dag lød der et kvindeskrig som lidt finere; men der var dog nogle,
S3