Page 41 - Årsskrift 1985 fra Historisk Forening Værløse

Fra Værløseegnen i gamle dage

Af Ebba Tramp Launsby

Aftenerne på Værløsegård var hyggelige. gen meddelte hende, at Konrad var faldet
I dagligstuen sad vi om det runde bord i ved Dybbøl.
den gamle lavloftede dagligstue og brode- Men hvad enten det nu var drillesyge
rede, mens min far læste højt. Den bog, eller ondskab, så fortalte folk Ane, at
der greb mig dybest, og som kom til at be- Konrad var i live og på vej hjem. Man
tyde så meget for mig var »Onkel T oms havde mødt ham i Bagsværd. Ane blev
Hytte«. Ikke den dårlige udgave, som totalt konfus. Pensionæren måtte ud og
senere tider er blevet narret med, men den lille Joseph blev gemt på loftet. Snart på
originale, gamle uden forkortelser og med loftet og snart i tørveskuret. Spøgen blev
henrivende illustrationer. Det var navnlig ofte gentaget, fordi folk ville se forskræk-
kvækernes indsats i Amerika for at hjælpe kelsen, når Ane i Bråderne gemte de to,
de flygtende negerslaver, der greb mig, og der var blevet hendes lille verden. Men til
da jeg år derefter i Amerika blev lærer- sidst opdagde hun, at det hele var en grov
inde på en Kvækerskole, fortalte jeg i et spøg. Så rykkede vennen og drengen hjem
foredrag om denne bog, der først vakte og de blev sammen resten af deres liv.
min kærlighed til Amerika. Ellers var der ikke noget at sige Ane på.
Men ude i det store, varme spisekøkken Men uden livsvisdom var hun absolut
på gården var der heller ikke kedeligt. Der ikke. En gammel præst havde besluttet at
sad karlene med deres pibe og pigerne tale Ane til, for hendes syndefald i 1864.
med deres strikkestrømper, og her hørte Han gik en lang vej til fods og trådte så
jeg de mange sagn, legender og den egns- ind i det lille hus, hvor Ane sad med sin
historie, som jeg meget ofte gennem mit dreng i favnen.
lange liv som dansksproget journalist i »Ane.« sagde præsten, »du går til hel-
Amerika har genopfrisket i mine blade. vede. Du lever et syndigt levned og går til
Meget uhyggelig var beretningen om den evige i1d.« Men Anes svar blev en del
koleratiden i 1850. Folk i hovedstaden af egnshistorien. Hun sagde nemlig: »Nej,
døde som fluer, og det blev skik, at folk, herr pastor, vi fattige stakler, som tror på
som ikke havde råd til at begrave deres Gud og på det evige liv og klynger os til
døde, kørte dem ud om natten og lagde det, os er der lovet en opstandelse. Men
ligene i grøfterne ved Værløse. Folk, der De, med Deres fede embede og gode kår
om morgenen gik på arbejde, var angst og og ukærlige sind, for Dem bliver det
bange for det grufulde syn af døde i vej- næppe så let at komme i Himmerige!«
grøfterne. - Uhyggelige og smittefarlige Præsten blev, som forkarlen i køkkenet
som de var. udtrykte sig »så forfjumset«, at han gik
Men der er jo også historien om Konrad sin vej. Og da præsten var meget upopu-
og Ane. Konrad var i krig, hvor han faldt lær, så morede folk sig over, at der ende-
på Dybbøl banke. Ane gik hjemme og ke- lig var en, der turde sige ham et par kraf-
dede sig, og så tog hun en ung flot fyr i tige ord. Noget, der på de tider ellers var
huset, der efterhånden følte sig hjemme utænkeligt blandt landalmuen.
og overtog alle Konrads pligter og rettig-
heder. Ane følte sig særdeles usikker, da (Tidligere trykt i Hareskov-Værløse Avis.
lille Joseph kom til verden. Men regerin- Den 15. juli 1960).

39