Page 11 - Årsskrift 1981 fra Historisk Forening Værløse

Harrekilde

Af E. Laumann Jørgensen

I Store Harreskovs indre i nuværende afdeling 171 kan skovens folk huske, at en kil-
de for år tilbage vældede frem af jorden tæt opad en meget stor og smuk, men knust,
firkantet granitblok.
Kilder og store sten ude i naturen har fra de ældste tider haft en stærk tiltræk-
ningskraft på mennesker.
For kilders vedkommende lå det mærkelige i, at rigeligt og klart vand vældede
frem af jorden, og at dette vand ofte var i besiddelse af en livgivende kraft. Året
rundt, det være sig på varme sommerdage som på kolde vinterdage, havde kilden s
vand omtrent samme temperatur, kun ganske få grader over frysepunktet.
For store stens vedkommende har mennesket siden yngre stenalder knyttet sig til
de sten, som lever, når mennesket dør, og som sørger for menneskets fortsatte triv-
sel efter døden, så længe stenene består.
En gennemgang af litteratur og overleveringer om kilder viser, at mange af dem
betragtes som hellige, og at de besad helbredende kræfter, især på bestemte dage i
året, hvor de blev opsøgt. Disse dage var f. eks. midsommeraften den 23. juni, men
også Valborgsaften den 30. april, begge datoer med tilknytning til ældgamle, heden-
ske midsommer- og forårsfester. På disse faste dage var så mange mennesker for-
samlet, at der i tilknytning til kildefesterne kunne opstå kildemarkeder.
De ældste vej strøg i form af hulvej e har ofte ført frem til kilder.

Hovedbesøgstiderne herhjemme, Sct. Hans aften og Valborgsaften, falder begge
sammen med blusbrændinger. Bålet er det ældste udtryk for samlingssted, for værn
mod vilde dyr om natten og for fest, og bålet har haft fast tilknytning til hedenske
naturfester. Bålet skærmede mod brand i sæden, og i det hele taget har ilden en
skærmende og rensende indflydelse og var knyttet til frugtbarhedskulten.
Ligesom naturen var fyldt med stærke kræfter midsommeraftenen, sådan var kil-
devandet det også, og syge og svagelige mennesker opsøgte kilderne i den disede
sommernat.
I årtusinder har det været skik og brug, at man kastede sten og pinde til stor-ste-
nen og til kilden for at øge disses kraft til at hjælpe mennesker.
Efterhånden går denne oprindelige skik over til at blive afløst af henlægning af en-
keltsten i den dynge eller hørg, man lagde foran kilden og stenen, og som bestod af
knap hovedstore sten. De henkastede pinde kunne danne hele kvasdynger, de så-
kaldte stikke-hobe.
At det netop var sten og pinde, man brugte, var ikke tilfældigt, idet såvel stenen
som kæppen er menneskets oprindeligste forsvarsmiddel. Står man endnu den dag i
dag foran en glubsk hund, er ens umiddelbare reaktion at ønske sig en sten eller en
stok som forsvarsmiddel.
Efter kristendommens indførelse så kirken sig nødsaget til at sætte ind imod de he-

9