Page 44 - Otto fra Historisk Forening Værløse
P. 44
Peter blev som ung, under sine lægestudier,
overfaldet og slået i hovedet med et jernrør af
nogle tyveknægte, der ”rullede” ham. Overfaldet
betød, at han resten af livet ikke kunne
koncentrere sig uden at blive svimmel og få
hovedpine. Lægestudiet måtte opgives, og han
måtte arbejde med noget, der ikke belastede
tanker og koncentration.
I 1940 var Kong Peter flyttet til Danmark og
boede i en villa i Hareskoven sammen med sin
mor. Da hele Hareskov skulle kloakeres og have
fortov og asfalt på vejene, blev Peter ansat til at
sørge for belysning af udgravningerne om natten
og vedligeholde og påfylde petroleumslygterne.
Det var nok herfra, at han også fik tilnavnet
”Lygtemanden”. Her kunne natteravne få en god
snak med Peter. Da de første jugoslaviske
fremmedarbejdere kom til Danmark, var det
Peter, der snakkede med dem på deres sprog og
lærte dem dansk inde i vejarbejdernes skurvogne
om natten. Jeg har selv hørt det. Skurvognene
stod bl.a. på græsplænen på hjørnet af
Anemonevej og Tibberup Allé.
Læg mærke til Peters akademiske
udtryksmåde. Udklip fra Kajs Avis.
42