Page 94 - j-k-skov-kend-din-egn
P. 94

man opgav.
                                af Officerer




                                og Guider
                                         pumperne, og digteren

                                      digt, som i sin korthed lyder:
                                               blev en af hovedhjørnestenene
                 Bekymring paa, hvad de bestilte.
                          at faa Bugt med Vandet omsider.
                             var taget herud. De haabede nok
                                   En Dag var der Liv, en broget Flok
                       Saa hented fra Vognen de lange Bor,
                    men Bonden, der hørte dem, saa med stor








                                               i storbyens vandforsyning.
                                            Der var mange, der var glade for, at naturen sejrede  over
                                                              ofrede mange  penge på at pumpe den tør for på størstepar-
                                                           ten af den at få en dejlig eng. Forsøget mislykkedes. Jo mere
                                                        man pumpede, des livligere sprang kilderne i søens sidel og
                                                  Nogle år senere købte Københavns Kommune søen, og den
                                         H.P. Holst skrev i 1881 om det i et

                             træt













                          de ligger saa lyse og blanke.
                                                           det skal min Mening  jeg  sige,
                                                     paa en ung og køn lille Pige".
                 og fængsle den flygtende  Thnke.
                                                       som vilde man stikke Øjnene ud
                                            at Latteren klang noget  tvungen.
                                               saa lo de alle - dog syntes det som
                                   End ligger de Søer paa samme Plet
                    de drage endnu med unævnelig Magt
                                                  Det sagde han stille og vendte sig om,
                       Som to Smaragder i himmelblaa Dragt
                                                             "Mig tykkes, at det er en Synd mod Cud






                                omkranset af Skov og Banke, hvorpaa intet Øje kan se sig
   89   90   91   92   93   94   95   96   97   98   99