Page 15 - Bavnen 2022/4 Værløseegnens Historiske Forening

BAVNEN 15

km lang, Klosterbakken, Skovbakken, Højeloftvænge, helt ud i den anden
ende, Fiskebækvej og flere, og så tilbage til posthuset.

Det var ikke specielt hyggeligt eller romantisk at være postbud i julen,
som mange måske tænker. Det var kun hårdt arbejde som på alle tider af
året og ofte i høj sne. Men heldigvis var der hjælp at få ifølge Freddy:
Vi havde rigtig gode ekstrabude dengang i julen. De kunne også komme
der hele året rundt efter behov. Jeg sad derhjemme (red: på posthuset) og
sorterede og skrev på posten, og så kørte de ud på 4-5 veje. Så kom de
tilbage: ”Er der noget nu?” Så fik han nogle andre veje. Der var tusindvis
af julekort. Nogle gange var der nogen, der fik 30-40 julekort. Man skrev
jo julekort til hinanden dengang. Julekortene holdt jeg i venstre hånd,
når jeg kørte ud. Og så havde vi regninger. Du kan tro, der var post du!
Og dengang var der sne. Der stod jo halve meter. Jeg havde altid træsko
på både sommer og vinter og uden handsker.

På spørgsmålet om der var stillet noget ud til budene, eller om de blev
inviteret ind til en kop kaffe, svarer Freddy: Der var ikke stillet noget ud
til os, men der var en handikappet dame, som inviterede mig ind i
bryggerset, når hun skulle have sin invalidepension. Den talte jeg op på
fryseren, og så fik jeg to stykker sandkage, og den smagte sgu så godt.
Der var ikke andre, der gav mig noget. Jeg var snydt.
Når vi sådan delte ud for eksempel en lørdag, hvor vi også arbejdede,
og der var faldet sne, så kunne jeg se, de sad derinde og varmede sig med
kaffen, og ungerne vinkede til mig, men jeg stod derude i kulden, og
snotten løb på mig, og jeg gjorde kuskeslag med armene for at holde
varmen.
Vi blev aldrig inviteret indenfor til kaffe - heller ikke i julen. Og jeg var
ikke interesseret, for så mistede jeg kropsvarmen og kom til at svede, og
sveden bliver jo kold udenfor. Vi fik varmen ved at cykle. Når vi kom hjem
efter sådan en vinterdag, når det var koldt, og det sneede, og hvor vi var
sjaskvåde og sad sådan en 8-10 stykker i frokoststuen, et lille rum på
mindre end et lille køkken, da var luften tæt med fugt og røg - de røg jo
alle sammen – og vi var helt røde i hovedet af at komme ind i varmen, da
kunne vi også finde på at synge: ”Vi har det åh, åh…” Jeg synes, der var
meget godt sammenhold, dengang vi var der.