Page 16 - Bavnen 2022/2 Værløseegnens Historiske Forening
P. 16
16 BAVNEN
To damer, Karen Sejersen og Margrethe Hansen, købte på et tidspunkt
stedet af kommunen og indrettede pensionat for seminaristerne. Under
krigen overtog tyskerne stedet til flygtninge, hvorefter kommunen atter
overtog Søndersø. Der blev installeret centralvarme, og Søndersø blev i
1946 solgt til fru Neuport for 30.000 kr. Denne solgte imidlertid allerede
to år senere ejendommen til diakon Aksel Christensen, som overtog huset
inkl. inventar for 52.000 kr. Året 1950 blev begyndelsen på Søndersø med
plejehjemsstatus, og i 1953 var der 24 beboere. Udgiften til lønninger var
dette år 9.000 kr. i alt til forstanderparret, en stuepige, en kokkepige samt
en plejerske!
Den første april 1969 overgik Søndersø til selvejende institution, idet
Aksel Christensen solgte til Landsforeningen af Alderdoms- og Plejehjem
ved Diakoner i Danmark. Der tegnedes overenskomst med Værløse
kommune, og et mangeårigt fint samarbejde med denne blev indledt.
Forstanderparret Elly og Aksel Christensen opsagde deres stillinger i
1971, og samme år d. 1/5 ansattes som ny forstander diakon Knud Esig
Sørensen. I hans tid blev der foretaget ikke så få ændringer og udvidelser
af bygningerne, fx skulle man fra 1974 ikke længere udendørs med mad,
medicin, bækkener mm.!
Knud Esig Sørensen fratrådte sin stilling i 1977 og efterfulgtes af
sygeplejerske Ellen Henningsen, der imidlertid døde i 1984. I maj samme
år ansattes diakon Bruno Lauritsen som ny forstander.
Allerede i 1978 havde Værløse kommune meddelt bestyrelsen, at der var
et stigende behov for plejehjemspladser, og man forslog en udvidelse
samtidig med forbedring af de små utidssvarende værelser. Ombygningen
af Søndersø i tre etaper var tilendebragt i 1984. 27 boliger med eget
badeværelse, terrasse eller balkon.
De følgende mange år fungerede Søndersø som et rigtig dejligt hjem for
mange af kommunens indbyggere. Det lå skønt, så det var nemt at komme
på anemonetur i skoven med diverse kørestole! Der skete en masse både
indenfor murene og udenfor. Men i 2015 var det slut med status som
plejehjem, hvorefter huset blev anvendt til flygtningeboliger.