Page 23 - Bavnen 2018/3 Værløseegnens Historiske Forening
P. 23
23 BAVNEN
Mindeord om Jørgen Borgholt
I juni døde en af foreningens mangeårige medarbejdere, Jørgen Borgholt,
efter langvarig sygdom. Han var især aktiv i perioder sammen med
Arkæologigruppen, når hans skrøbelige helbred tillod det.
Han kom til Værløse for 40 år siden som uddannet sygeplejerske og med
stor viden om arkæologi. Han kom i kontakt med Laumann Jørgensen,
der var i gang med sine undersøgelser af rillesten i skovene. Jørgen hjalp
gennem årene Laumann med udgravninger og tegnede det 18 m lange
stenanlæg Hørgen, et arbejde som Jørgen udførte præcist i løbet af flere
uger. Tegningen anvendte Laumann i flere artikler og bøger, og mange
kender desuden hans fine streg fra den tidstavle, som foreningen udgav
som plakat.
Omkring 2000 begyndte Arkæologigruppen at registrere stenanlæg og
andre kulturspor i skovene i vor kommune, og det var bl.a. på grund af
Jørgens store viden og hans brug af GPS, at det var muligt at gennemføre
det store arbejde, som nu findes som ”Skovdatabasen” på hjemmesiden.
I de senere år fik Jørgen interesse for brug af metaldetektor, og når han
havde en god dag, så cyklede han
ud med sin detektor, spade,
kamera, GPS, tegneudstyr og en
flaske vand. Så klarede han sig
det meste af dagen og kom hjem
med gode oplevelser og ikke
sjældent med en gammel he-
stesko, en stenkile eller andre
fund.
Skovvæsenet og museet satte pris
på hans indsats, og for os, der
kendte ham, var det en berigelse
at omgås Jørgen, der havde et
beskedent og kultiveret væsen og
bevarede et godt humør, selv om
helbredet af og til svigtede.
Per Lotz