Page 4 - Bavnen 2017/4 Værløseegnens Historiske Forening
P. 4
4 BAVNEN
Brokollaps med komisk efterspil
Skovfogeden sov, da Fiskebækbroen styrtede sammen - og kom i fjernsynet!
Af Ole B. Kristensen
I Bavnens serie om kongejagter fortalte Ole Haugaard Nielsen i nr. 3/2017
om en jagt, der fandt sted dagen efter eksplosionskatastrofen på Holmen i
København i 1951. Eksplosionen var så kraftig, at den kunne høres helt til
Fiskebækhus, hvor Ole, som søn af skovfogeden, boede som barn. Mange år
senere lød der igen et brag, som kunne høres i skovfogedhuset – og nu langt
tydeligere. Ole hørte ikke braget - han var for længst flyttet hjemmefra, da den
vestlige halvdel af Fiskebækbroen kollapsede den 8. februar 1972. Hans far,
skovfoged Hans Haugaard Nielsen, hørte det heller ikke, selv om han sad i sin
stue ganske tæt ved de nedstyrtende brofag.
Det tidligere skovfogedhus,
Fiskebækhus, ligger klemt
inde mellem Frederiksborgvej
og Hillerødmotorvejen, lige
syd for Fiskebækbroen. Bag
træerne til højre for første sals
vinduer anes autoværnet langs
motorvejen. Broen (der ligger
længere til højre, uden for bil-
ledet) styrtede sammen den 8.
februar 1972, kort tid før den
skulle tages i brug. Genopbyg-
ningen varede to år, således
at motorvejsstrækningen fra
Skovbrynet til Farum kunne
åbne i marts 1974.
Foto:Ole B. Kristensen (2017)
Folk som boede længere væk, fortæller, at braget var enormt, og at rystelserne
føltes som et jordskælv. En beboer i Farum var sågar bange for, at russerne
havde startet tredje verdenskrig.