Page 7 - Bavnen 2009/2 Historisk Forening Værløse
P. 7
BAVNEN 7
ved rygningen var betydeligt Efter en rum tid så drengene
større end nydelsen. opgivende på hinanden: ”Pokkers
også”!
”Nå, ska´ vi så lave den hule og de
fælder?” spurgte Finn. Så fik Ole en lys ide. ”Vi pisser på
den!”
Oles tæer var krummet
sammen i støvlerne – han frøs. Finn grinte bredt, ”Sæføli!”
Halstørklædet og de nye vanter,
hans mor for nylig havde strikket Og midt i solen og sumpen,
til ham, lå henne i skolens mellem stive græstuer og
knagerække. Glemt. Han hostede. vindspredte fjer, lod to halvstore
I virkeligheden smagte den drenge vandet stråle fra deres
cigaret modbydeligt. Men sige kroppe ned over det oldgamle
det – indrømme det over for Finn stenredskab.
– aldrig i livet.
Om det lykkedes?
”Du gider måske ikke alligevel?” Ole fortalte mig historien, som
Finn var ved at blive sur. Ole ku´
da i det mindste svare ham. nu er frit genfortalt, en dag vi
sammen betragtede oldsagerne på
”Jo – gu´ gider jeg, men….” Ole Mosegaarden.
holdt inde – bare stirrede ned. ”Se ”Hvor er den økse smuk,” sagde
dér,” råbte han og pegede, mens jeg og pegede ind i montren med
ekkoet af hans råb gav genlyd ovre
blandt skovtræerne. Så sprang han stenøkser.
op, kastede resten af cigaretten Det var Oles økse, jeg pegede på.
fra sig. Mellem de stivnede – Og så fortalte han.
jordklumper lå en stenøkse. Den
lå bare der i sumpisen, lige foran Den smukke, slebne stenøkse
hans fødder, som var den lagt eller ligger nu bag glas og ramme
tabt dagen i forvejen – lige til at blandt mange andre oldsager og
samle op! vidner om fjerne forfædres flid og
skønhedssans.
Glemt var kolde fødder og hænder.
Og sådan én pisser man da ikke på
Begge drenge begyndte ivrigt at – vel?
rive og flå i den frosne sumpjord.
De blev ved og ved. Intet lod sig Ettie Wrangel
rokke, hverken jord eller stenøkse.
