Page 2 - Bavnen 1992/2 Historisk Forening Værløse
P. 2
Bavnen side 2
PÅ FORÅRSTUR MED HISTORISK FORENING
Siden foreningens start har det været tradition med en forårstur på egnen i maj måned,
og i mindst 20 år har det endvidere været en fast regel, at turen skulle finde sted den
2. lørdag i måneden, hvor skoven med garanti var nyudsprungen.
De lokale skove er efterhånden blevet travet igennem nogle gange, og i år bliver det
en tilbagevenden til Nørreskoven, idet vi var der sidst i 1980. Desuden lægges ruten
ind i den lille afdeling af Københavns Skovdistrikt, som hedder Åsevangen. På den
måde bliver det en vandretur rundt om den nordligste del af Kollekolle-sletten, jfr.
kortskitsen.
Arrangørerne i foreningens formidlingsudvalg vil ikke på forhånd afsløre alt om turens
seværdigheder, men som appetitvækker skal her fortælles lidt lokalhistorie med ud-
gangspunkt i Kollekolle.
KoUekoUe
Hvis Kollekolle-sletten "renses" for det store motorvejsanlæg med til- og frakørsel s-
ramper, kan man med lidt besvær fornemme den rydning i skoven, som siden 1776
udgjorde størsteparten af landsbyen Kollekolles ejerlav. Kun mod vest, hvor den gamle
sognevej gik mod Lille Værløse blev der hul i skovkransen.
Midt i rydningen lå den lille by med sine to gårde, få huse og kroen på et strategisk
godt sted. Rent faktisk var det halvvejs på landevejen mellem København og Hillerød.
Byen og den tilhørende jord hører vi om første gang så tidligt som i 1208, hvor ejeren
Lars Sunesen af den berømte Hvide-slægt testamenterede den til den nyopførte Vor
Frue kirke i København.
For nøjagtig 100 år siden blev Kollekolle, der nu kun bestod af en gård ud over de
små landarbejderhuse, købt af en 25-årig københavner, Charles Grut-Hansen, og han
begyndte her et forædlingsarbejde i forbindelse med det røde danske malkekvæg. På
denne pionerindsats blev gården kendt langt uden for landets grænser, men Grut-
Hansen markerede sig også hurtigt som den betydeligste person i det daværende
Værløse sogn.
Fra 1907-13 var han sognerådsformand, og indtil sin død i 1922 desuden den, der
hjalp kommunen (!) og mange andre nødlidende med en økonomisk håndsrækning.
F.eks. var det et legat fra proprietæren på Kollekolle, der skaffede Lille Værløse
afholdshjemmet, som senere blev kommunens administrationsbygning. Dette bør vel
huskes i nedrivningsåret 1992, og på Mosegaarden lægges da også planer for en lille
udstilling om Charles Grut-Hansen og Kollekolle.