Page 64 - Årsskrift 1980 fra Historisk Forening Værløse

neskene udfolde på dette punkt, førend vi søge ind i skovens ensomhed. Man træn-
ger også til hvile og forfriskning efter den lange køretur, og skønt stedet ikke er me-
get besøgt, er der dog højst betænksomt inde på vandværkets grund lige i skovbry-
net, hvor de høje bøgetræer give skygge, anbragt borde og bænke, ved hvilken man
gerne får tilladelse til at udfolde madkurvenes indhold. Det gælder imidlertid om
dette sted, hvad der så træffende er anført i »de fattiges Dyrehave«, at man her kan
få alt, hvad man ønsker - når man selv bringer det med. Stedets naturlige udførsels-
artikel, drikkevandet, er her naturligvis ingen mangel på, men forøvrigt gør man
rettes t i at føre alt andet, kogeapparat inklusive, med sig.

- - Det egentlige udsigtspunkt i skoven, som man ikke må forsømme at besøge, til-
med da det ligger nær ved maskinhuset, er Hejrebakken. Man følger kørevejen op
gennem de skyggefulde bøge, hist og her isprængt med et enkelt egetræ, og bøjer
derpå af ved den første sti vil venstre. Gennem et lavt krat af bøg og eg, undertiden
afbrudt ved en lille nåletræsplantning, kommer man ad en magelig gangsti, fra hvil-
ken man næsten stadig har udsigt til søen, op til Hejrebakkens øverste punkt, hvor
bænke både yde hvile, og tillade, at man hengiver sig til kontemplativ naturbetragt-
ning.
En flad eng, der benyttes af seminaristerne som tumleplads, skiller skoven fra
søen; rolig og stille breder dennes vandspejl sig for øjet, til venstre begrænset af en
lav plantning, bag hvilken der ses frodige marker. Til højre har man udsigt over
krattet langs bredden til høje, besåede bakker, mellem hvilke man tydeligt ser kir-
ken og møllen, repræsentanterne for de åndelige og timelige fornødenheder. I for-
grunden skyder sivbevoksede lavninger sig fra de omgivende moser ud i søen, hvis
nærmeste del, »Lille Sø«, ved en dæmning, som tjener til passage, er skilt fra »Store
Sø«. Til søens grønne bredder danner mosernes glat afskårne kanter en ejendomme-
lig modsætning, ligesom den fede, sorte humusmasse. der velbehagelig breder sig i
solen for at befries for sin fugtighed, frembringer en ejendommelig kontrast til de
grønklædte marker, mellem hvilke den er kastet op. Til den anden side har man
skoven; over en lav, fremadstræbende nåletræsplantage har man udsigt til de høje
kuppelformede bøgekroner i den øvrige del af skoven, der ligesom lokke og drage
ind i dennes kølige friskhed.
Ved nedgangen fra Hejrebakken træffer man atter kørevejen. der har bøjet uden-
om, og vi kan nu fordybe os i skoven. Et lille stykke følger man kørevejen. som der-
på deler sig; til højre går vejen forbi »Navnebøgen« til Egebjergene og altså ud mod
Ionstrupvang. til venstre fører den forbi »Ønskebøgen«, der står ved indgangen til
dansepladsen og derfra videre ud gennem skoven.
Ved udkørslen af denne kommer man til »Syvstjernen«: men valget af vej er dog
ikke så vanskeligt, som man af dette navn skulle formode; thi der er ikke så mange
veje at vælge imellem. Kører man ligeud, kommen man straks til »Kulhusene«, men
vi foretrækker at lægge vejen om ad »Kollekolle« og bøjer derfor af til venstre. Mel-
lem frodige marker fører vejen; den drejer atter ved Værløsegården. denne gang til
højre, og medens vi kører op til Kollekollegården, er vi på alle sider omringede af
skove. Bag os ligger Lille Hareskov og [onstrupvang, til højre Store Hareskov og

62