Mindeord i anledning af Flemming Holm-Larsens død den 30. april 2025
Alle os, der kendte Flemming, husker ham som et meget sympatisk og venligt menneske og desuden en meget vidende person, hvilket jo i allerhøjeste grad kom frem i hans bøger. Flemming er en af de få personer, man kun husker med gode ord, han var virkelig en god samarbejdspartner.
Flemming spillede en stor rolle i foreningen, blandt andet som formand, bogredaktør, tovholder i Redaktionsgruppen og i det hele taget som diplomatisk ”styrmand” i en turbulent tid for såvel kommunen som foreningen.
Flemming fik den geniale ide at afholde Medlemsdagen, som er blevet en stor succes. Denne årlige Medlemsdag løste til dels problemet med store portoudgifter, gav personlig kontakt til medlemmerne og dermed dialog om foreningens forskellige aktiviteter. Fx er flere interviewaftaler kommet i stand på Medlemsdagen, og flere gode forbindelser er oprettet.
Flemming tog formandsgerningen meget alvorligt og fik hele foreningens organisation sat på plads og beskrevet, så der var klarhed over, hvem der lavede hvad hvornår. I mangt og meget følger vi stadig Flemmings organisationsplaner.
Som Formand blev det til 8år og sikke 8 år. I de år blev der gennemført adskillige tilpasning og nye tiltag, et nyt logo, formidling på FaceBook, hjemmesiden blev udbygget, seminarrækker om ’kend din egn’, bogudgivelser, fortællegruppe samt samarbejder med Farumlokalhistoriske Forening. Tilmed steg medlemstallet under Flemmings formandskab. Flemming udviste en afsmittende energi og en utrolig flid, men også respekt for foreningens mange frivillige og for medlemmerne. Enhver konflikt eller udfordring, blev tacklet på fornem vis. Det har vi været Flemming meget taknemmelig for. Som formand var Flemming omhyggelig og havde styr på foreningens liv, og ydede en stor indsats og satte sit præg på foreningens virke. På grund af Flemmings lange sygdomsforløb, har vi savnet ham længe.
Ære være Flemmings minde